
Velkommen hos Marielyst Grundejerforening.
Marielyst Grundejerforening er en af Marielysts ældste grundejerforeninger.
Den dækker 2990 parceller beliggende i området Øst for Bøtø Ringvej, samt syd for Marielyst Strandvej til Bøtøskoven. Marielyst er i rivende udvikling, og vi vil gerne bidrage til, at det sker på en forsvarlig og bæredygtig måde, både for beboerne, erhvervsliv og miljøet.
Marielyst Grundejerforening er en interesseorganisation der varetager medlemmernes interesser over for bl.a. offentlige myndigheder og forvaltninger, ligesom den sikrer udmøntningen af den vejvedligeholdelsespligt der påhviler grundejerne. Marielyst Grundejerforening sikrer at vejskilte vedligeholdes og udskiftes, at alle medlemmer kan få gratis husnummerskilt, at der er tilsyn med hus og grund i de 5 vintermåneder. Vi er i stadig dialog med Guldborgsund kommune for at sikre, at medlemmernes synspunkter bliver kendt, bl.a. omkring trafiksikkerhedsforhold, cykelstier, overfladevandproblemer og om områdets udvikling generelt, samt at sikre et godt, grønt, attraktivt og rekreativt sommerland og badestrand.
Grundejerforeningen dækker ca. 50 km. grusveje og 6 km. er asfaltvej. Det er en stor økonomisk opgave at vedligeholde vejene.
Det årlige kontingent er p.t. 280.kr. De sidste 6 år er gennemsnitlig ca. 55 % af grundejerforeningens indtægter gået til vejvedligeholdelse. Vejvedligeholdelse afhænger meget af det aktuelle års vejrlig.
På grund af den meget våde sæson i 2007/08, brugte grundejerforeningen ca. 90 % af indtægterne alene på vedligeholdelse af vore veje.
Det er derfor af stor betydning, at alle støtter op om grundejerforeningen.
